Det går støt fremad med de tre partnerskaber, som Richter Fonden vedtog sidste år. Tre større 4-årige projekter er nu i gang med De Anbragtes Vilkår, Det Nationale Sorg Center og Lær for Livet.
Partnerskaberne er et resultat af fondens ønske om at styrke indsatsen for – og forbedre vilkårene for anbragte børn og unge, og børn og unge i sorg. De kom på plads tidligere i år og Richter Fonden støtter med lidt over 23 mio. kroner over de næste fire år.
De Anbragtes Vilkår: Projekt Et børneliv på lige vilkår
De Anbragtes Vilkår (DAV) er sat i verden for at sikre, at tidligere og nuværende anbragte børn og unge har en stemme, bl.a. når fremtidens anbringelsesområde skal designes. Formålet med projektet er at styrke det organisatoriske grundlag i DAV, og at udvide organisationens målgruppe til også at omhandle nuværende anbragte børn og unge. DAV har indtil nu alene haft fokus på tidligere anbragte børn og unge. Fremover skal indsatsen gælde ALLE anbragte, og målet er at udvikle medlemstilbud til nuværende anbragte f.eks.: relationsarbejde, kampagner og indsamling af viden.
–Partnerskabet med Richter Fonden gør, at vi kan styrke vores organisatoriske grundlag – bl.a. har vi igangsat et arbejde for at styrke arbejdsfællesskabet for både medarbejdere og medlemmer, uddanne vores bestyrelse og udvikle en organisatorisk strategi, der skal sætte retning for organisationen de kommende år, fortæller forkvinde for DAV Fransiska Mannerup. Partnerskabet med Richter Fonden indeholder 3 udviklingsspor, og man er allerede godt på vej:
– Ift. en styrkelse af vores organisation (spor 1+2) arbejder vi dels med at udvikle en strategi for organisationen over de kommende år, dels med initiativer der skal styrke arbejdsfællesskabet i DAV. Og endelig skal vores bestyrelse professionaliseres yderligere.
Vi har netop ansat en ny projektleder, der skal arbejde med udviklingen af DAV til også at omfavne børn og unge, der er anbragt lige nu. Vi har gjort os nogle erfaringer gennem fx ekspertgrupper, interviews med børn og unge på opholdssteder mm. denne del af projektet skal bygge videre på, slutter Fransiska Mannerup.
Det Nationale Sorgcenter: Projekt UNFAIR
Formålet med projekt UNFAIR er på den lange bane at styrke de unges trivsel på erhvervsuddannelserne, når de oplever alvorlig sygdom, sorg og dødsfald tæt på. Erhvervsuddannelserne kæmper med et højt frafald, og projekt UNFAIR skal både indsamle viden om de unges vilkår og på sigt skabe indsatser, der kan støtte disse unge. Som det er i dag, findes der meget lidt viden om hvordan sorg fylder på erhvervsuddannelserne, fortæller Ditte Priebe Jønsson, Seniorprojektleder i Det Nationale Sorgcenter:
–Projektet er undersøgende det første år, så vi får en ide om, hvor stort problemet er. Vi har erfaring og viden fra gymnasierne, men forløbet på erhvervsuddannelserne er anderledes. De er afbrudt af praktik, og de unge har ikke samme muligheder for stabile, sociale fællesskaber med andre elever. Mange unge på erhvervsuddannelserne lader også til at have flere svære ting med i bagagen. Og vi vil vide, hvad der er på spil.
For at blive klogere har projekt UNFAIR sat en lang række tiltag i gang: -Vi har bl.a. indgået et samarbejde med tre erhvervsskoler i Danmark, som dækker hovedområderne på de over 100 erhvervsuddannelser herhjemme. Vi har interviewet 41 unge fra disse skoler og 16 fagprofessionelle. Vi har også haft en ’følgedag’ og set de fysiske rammer. Snart udsender vi et spørgeskema til ALLE ungdomsuddannelser, som er med på Studie Digital, så vi kan blive klogere og evt. sammenligne. Sidst har vi interviewet nationale fagpersoner og indsamlet viden om unge og trivsel, ligesom vi har en forsker med i projektet, så den indsamlede viden også kommer til at bidrage til det store billede, fortsætter Ditte Priebe Jønsson.
–Inden året er omme, samler vi trådene. Det sker ved møder med et advisoryboard og 3 erhvervsskoler, som skal være med til at kvalificere den viden, der er indsamlet. Så kan vi i slutningen af 2024 stå med mere konkrete idéer, der skal udvikles og testes, slutter Ditte Priebe Jønsson.
Lær for Livet: Projekt Stærke Stemmer
Projektets hovedformål er at styrke udsatte børn og unges stemmer og deltagelse – både i deres egen sag og i den offentlige debat. Så de kan være med til at sikre bedre vilkår og bedre liv for dem selv og andre i samme situation. Derudover er formålet at klæde fagprofessionelle på til at lytte på nye måder og handle på det, som børn og unge fortæller. Og Lær for Livet er allerede kommet godt fra start med ansættelsen af en projektleder, fortæller informationschef Dorthe Pihl:
–Projektlederen har som det første skabt overblik over vores nuværende og mulige praksisser for børne- og ungedeltagelse i Lær for Livet. Bl.a. via interviews af både børn og camp-medarbejdere og kolleger på sekretariatet. Vi har også fundet en evalueringspartner, som skal følge projektet gennem de næste år. Og i oktober afholdt vi en workshop i forandringsteori. Planen for 2025 er ambitiøs, og vi bruger efteråret på at blive klar. Samtidig har vi en række spændende tests i efteråret 2024: Ungebootcamp og 2 tema camps for børn i november, hvor vores eksterne evaluator indsamler de første data.
Lær for Livet deltog i sommer på Folkemødet med 5 unge, som var med i flere debatter. Med Barnets Lov har børn ned til 10 år krav på at blive inddraget i deres egen sag, derfor arbejder vi målrettet med at kvalificere deres stemmer, fortsætter Dorthe Pihl.
-Vi arbejder på at lave en ungeworkshop, hvor unge, der før har været en del af Lær for Livet, er med til at planlægge næste camp, hvor de selv skal deltage i arbejdet med de yngste børn. Endelig er vi på vej med et samarbejde med UNICEF, der bliver centralt for arbejdet med at klæde de fagprofessionelle som f.eks. børn- og ungerådgivere i kommunerne på til at inddrage børnene i deres egen sag, slutter Dorthe Pihl.