Richter Fonden styrker indsatsen for unge med anbringelseserfaring

Richter Fonden bestyrelse samlet med direktør

Bestyrelsen 2026: Bo Rygaard, fmd, Susanne Pihl, Marie-Pierre Boel Andresen, Ulrika Flodin-Jansen, Henriette Jordan, direktør, Jørgen Richter

Richter Fonden skærper sit strategiske fokus fra 2027. Dermed samler Fonden sine indsatser om én tydeligt afgrænset målgruppe: Unge i alderen 12-29 år, der er eller tidligere har været anbragt.

At skabe varig effekt

Med den nye strategi ønsker fonden at skabe større og mere varig effekt gennem de langsigtede partnerskaber med organisationer på området. Det skærpede fokus skal gøre det muligt at følge og støtte de unge over længere tid og desuden bidrage til øget videndeling og dokumentation af indsatsernes resultater.

Unge med anbringelseserfaring er en gruppe, der ofte møder mange og store udfordringer, men som samtidig besidder store ressourcer og potentialer. Richter Fonden ønsker derfor at investere målrettet i tidlige indsatser, som både kan styrke de unges muligheder og skabe værdi for samfundet på længere sigt.

Formand for Richter Fonden Bo Rygaard forklarer baggrunden for den skærpede indsats:

“Vi tror på, at vi skaber størst værdi ved at fokusere helhjertet på ét område. Unge med anbringelseserfaring har ofte mødt flere udfordringer end de fleste, men de rummer også et stort potentiale. Det ønsker vi i Richter Fonden at være med til at udfolde gennem vores  langsigtede partnerskaber og vedholdende engagement. Men det er samtidig  vigtigt at understrege, at vores nye strategiske retning ligger inden for fondens fundats, og vi vil fortsat værne om fondens øvrige uddelingsformål “.

Fra 2027 og 5 år frem

Den nye strategi danner grundlag for fondens arbejde fra 2027 og fem år frem, og ligger inden for rammerne af fondens fundats. Samtidig er det en ambition, at erfaringer og resultater fra indsatserne deles åbent med relevante aktører og det omgivende samfund.

Richter Fonden har lige nu partnerskaber med De Anbragtes Vilkår og Det Nationale Sorgcenter og Lær for Livet.

For yderligere information:

Henriette Jordan, direktør Richter Fonden
hj@stenohus.dk

Del indlægget:
Scroll to Top