Partnerskab:

Det Nationale Sorgcenter

Alt for mange mennesker står alene, når sorgen rammer i forbindelse med alvorlig sygdom og død. De pårørende og efterladte oplever, at livet går i stykker.

Det Nationale Sorgcenter, herunder Børn, Unge & Sorg, arbejder for at aftabuisere død og sorg og hjælpe sorgramte, så sorgen ikke ødelægger livet. Indsatserne sker gennem forebyggelse, kompetenceudvikling, støtte og behandling

Det nationale sorgcenter

Projekt UNFAIR

Projekt UNFAIR på erhvervsuddannelser tager afsæt i et stærkt samarbejde mellem Richter Fonden og Børn, Unge & Sorg i Det Nationale Sorgcenter. Projektet har et ambitiøst sigte om at skabe en afgørende og trivselsfremmende forskel for de unge, der har en hverdag på erhvervsuddannelserne, og som samtidig er ramt af sygdom, død og sorg.

Sådanne livsudfordringer kan føre til mistrivsel og psykisk lidelse, og de unges mistrivsel og frafald på erhvervsuddannelser er netop steget: Frafaldet er 40 pct. efter femårigt forløb (EVA, 2021; Danmarks Statistik, 2022).

Samtidig, er det ofte svære personlige begivenheder, som sygdom, død og sorg, der gør, at unge falder fra deres uddannelse (VIVE, 2022).

Der er hårdt brug for samarbejde og nytænkning på tværs – for de unges skyld!

Det vi gør:

  • De frivillige tilbyder dagligt støtte til alle sorgramte via Sorglinjen og arrangerer desuden caféaftener og samtalegrupper.

  • Psykologerne tilbyder specialiseret behandling til børn og unge under 28 år, der oplever alvorlig sygdom eller død hos forældre eller søskende, samt til ældre over 65 år som har mistet barn eller ægtefælle.

  • Vores Videns- og Kompetencecenter bidrager til, at alle relevante fagprofessionelle får viden og kompetencer til at støtte, forebygge og identificere samt behandle mennesker med komplicerede sorgreaktioner. Derudover bidrager de med udviklingsprojekter i hele Danmark og har øje for ny viden inden for sorgfeltet, herunder at få integreret ny viden i sorgterapien.

Om projektet

Kompleksiteten er stor, og projektet er derfor planlagt som et samskabende og brugerinddragende designprojekt. Der etableres desuden et advisory board med tværfaglige, nationale repræsentanter, og projektet underbygges af forskning, gennemført af forskere fra Det Nationale Sorgcenter.

Projektets sigte er at:

  • Styrke hverdagssproget for sygdom, død og sorg på erhvervsuddannelser, og normalisere samtaler om sygdom og død

  • Hjælpe med bedre muligheder, når de unge rammes, herunder etablere mere støttende fællesskaber

  • Styrke de unges trivsel på erhvervsuddannelserne, når de rammes af sygdom, sorg og død

  • Reducere læringsulighed og frafald på erhvervsuddannelserne

Projektet forventes at vare i fire år. Det første år er et eksplorativt år, hvor udfordringerne undersøges grundigt, før de specifikke løsninger defineres. Der tages udgangspunkt i tre erhvervsuddannelser i Region Syddanmark, men indsigter og løsninger vil i sidste fase udvikles til prototyper med spredningspotentiale til resten af erhvervsuddannelserne i Danmark.

Slutteligt er sigtet, at løsningerne vil koble sig på og understøtte den brede nationale, trivselsdagsorden.

”Vi har store forventninger til partnerskabet med Richter Fonden. Vi tror på, at projekt UNFAIR på erhvervsuddannelser vil skabe radikal, meningsfuld innovation til gavn for de mange unge i Danmark, som har deres hverdag på en erhvervsuddannelse og samtidig er ramt af sygdom eller død i den nærmeste familie. Belastninger, som kan ende i frafald på uddannelserne. 

Richter Fonden har muliggjort, at vi nu kan gå i gang med et projekt, hvor vi får mulighed for at undersøge de unges oplevelser, inden vi udvikler løsninger sammen med de unge.  Vi glæder os til at lytte grundigt til de unges perspektiver, samtidig med at vi vil inddrage den mangeårige viden, forskning og erfaring, som vi har i Børn, Unge & Sorg, som er en del af Det Nationale Sorgcenter.  Derudover tror vi sammen med Richter Fonden på, at vi skal tænke på tværs og inddrage mange aktører for at nå i mål med løsninger, som ikke bare giver mening for sorgramte unge, men som også understøtter den nationale trivselsdagsorden og begrænser frafald.”

Preben Engelbrekt
Direktør og grundlægger
Det Nationale Sorgcenter

Scroll to Top